SPOT lancerer chill-out-scene, otte nye navne, beta session - og NAKED
Med forbehold for den undtagelse, der bekræfter reglen, løftes sløret nu for de sidste navne til SPOT-weekenden 27.-28. maj. Med kun en måned til festivalen er 99% af programmet for de to musikdage på plads.
Det kan være hårdt at være festival-gænger, og nogle gange har man brug for lidt chill-out i ben og øre. Det sørger SPOT i år for med udendørs-scenen Frekvens ved Amfiscenen på festivalpladsen. Både fredag og lørdag eftermiddag vil der være dj’s eller liveacts som serverer musik i den lidt mere tilbagelænede stil, så publikum kan nyde en afslappet atmosfære og få et åndehul mellem de øvrige SPOT-koncerter.
A piano and a singer
SPOT Festivalen præsenterer også et andet helt nyt initiativ: NAKED – a piano and a singer. Her er pianisten og arrangøren Gustaf Ljunggren over to dage den kunstneriske tovholder mens Kim Munk (The Broken Beats), Dorthe Gerlach (Hush), Steffen Westmark (The Blue Van) og Nabiha/Kira Skov serverer egne sange, men i nye croonede fortolkninger kun understøttet af flygel og med maks plads til vokalen. (Nabiha medvirker fredag og Kira Skov lørdag)
Kryptisk minimalisme og hjertevarm folkpop
Det anmelderroste aarhusianske énmandsprojekt Messy Shelters’ spirende og bevægende sange tegner billeder af et indre i opbrud. Stilen er dyster og sangenes anatomi er kryptisk. Med hoppende, snublende beats og til tider et repetitivt og elektronisk drive leder Messy Shelters’ minimalistiske kompositioner ørerne mod Radioheads ”Kid A” og ”In Rainbows”.
Ligeledes fra Aarhus stammer Deer Bear, der består af frontmanden i dødsmetal-bandet Koldborn, Lars Bjørn-Hansen og den konservatorieuddannede Anne Hjort, der har rødder i elektro-poppen. I konstellationen Deer Bear opstår nogle eftertænksomme sange, der bygger på westernguitar, melankolske tangenter og bløde strygere. Lyden er nordisk og organisk, og vokalerne fletter sig ubesværet sammen i denne lettere melankolske men også hjertevarme folkpop
Drømme-pop, western-musik og norsk freedom-rock
Josephine Philip og Ina Lindgreen, der har spillet sammen i det nu opløste ska-pigeband Favelachic, er gået sammen af dannet pige-americana-duoen Darkness Falls, hvor de dyrker deres forkærlighed for 60’ernes lyd af twang-guitarer og countrymusikkens ærlighed. Lyduniverset er stemningsmættet og leder tankerne hen mod en Sergio Leone-western.
Fra Norge kommer rock-veteranere Bigbang med deres retrorock og selvproklamerede ”freedom rock”, som har tydelige referencer til 60’erne og 70’ernes bluesede og melodidrevne rock samt til nyere punk-rock.
Også danske Sleep Party People gæster årets SPOT. Navnet er synonym med Brian Batz, der i sit soveværelse på Nørrebro opfandt drømme-universet i de natlige og søvnløse timer. Det selvbetitlede album fra 2010 blev godt modtaget både af anmeldere og publikum. Og også udlandet har vist interesse.
Sådan overlever man i musikbranchen
Endelig præsenterer Copenhagen Records et helt nyt projekt Copenhagen Beta, hvor de undersøger om vejen til fremtidig overlevelse i musikbranchen går igennem de tre ting, der lige nu er ved at fjerne eksistensgrundlaget: Ny teknologi, alternativ promovering og gratiskulturen. Copenhagen Beta byder ud over oplæg om initiativet på en såkaldt Beta Session, hvor tre nye navne, Sarah West, Silja og Öberg, spiller et kort sæt.