Oh Land, Cody og Lucy Love samt fem andre navne indtager SPOT
Med to måneder til årets SPOT Festival i Aarhus melder to islandske, to svenske og fire danske navne sig klar.
Foruden Oh Lands stilsikre og intelligente pop, står den på psyko-garage-rock fra Aarhus; et genopstået rockband fra Island; et mystisk svensk fænomen, der har et meget kryptisk navn og autentisk engelsksproget grime-rap. Derudover er der underspillet indie-kraut-disko; et hyldet dansk orkester, der spiller country-folk-pop og en solist, der håndsyede 10.000 covers til sin debut-cd!
Oh Land is back!
Det kører for den eventyrlige Oh Land! For to år siden åbnede hun SPOT med et musikalsk sprudlende pop-brag inkl. fuldt symfoniorkester, som hun fulgte op med et lige så stort brag to dage senere i Ridehuset på selve festivalen. Siden da er det gået stærkt for Nanna Øland Fabricius, der gemmer sig bag Oh Land. I dag er hun et überhot navn i USA, hvor hun i marts udgav sit selvbetitlede internationale album og spillede hos Dave Letterman! Oh Land er klar til at erobre hele verden – og SPOT!
Musiker-kollektivet Cody har også tidligere taget alle med storm til SPOT Festival med deres alternative country-folk. Publikum var vilde og anmelderne kaldte det 2010s bedste koncert. Cody blev efter SPOT udpeget til hele tre internationale SPOT On Denmark-showcases og er netop nu i gang med en opfølger til anmelderroste ”Songs”.
Grime-rap og psyko-garage-rock
Efter gennembruds-succesen med debut-albummet ”Superbillion” fra 2010 og introduktionen af engelsksproget autentisk grime-rap i Danmark er Lucy Love til SPOT Festival aktuel med albummet ”Kilo”. Lucy Loves rap er hårdtslående og præcis og i kombination med nemme syng-med-tekster er hun et stærkt livenavn.
Også aarhusianske Powersolo er temmelig hårdtslående, og efter mere end 10 år og fire album på bagen er Powersolos kontante psyko-garage-rock for længst blevet en fast bestanddel af den danske musikscene. Med den nyeste skæring ”Buzz Human” lægger Kim Kix & co. op til ægte rockfest.
Imellem Malmö, Brooklyn og Düsseldorf.
Et mere underspillet band er svenske This is Head, der fremkalder en særegen indie-kraut-disko, som befinder sig et sted mellem Malmös våde gader, gamle pakhuse i Brooklyn og tomme parkeringskældre i Düsseldorf. Er det en minimalistisk udgave af Yeasayer?
Fra Island kommer sangeren og sangskriveren Mugison, der fik sit gennembrud med pladen "Lonely Mountain" i 2003. Pakket ind i 10.000 håndsyede covers, skabte pladen en del opmærksomhed! Han får følgeskab af landsfrænderne i det genopståede rockband HAM.
SPOT byder desuden på de mystiske Just A Number 05272011. Ingen ved hvem de er, men kvindestemmen lyder som Karin Dreijers (Fever Ray/The Knife). Spekulationerne omkring dette fænomen er mange, og hemmeligheden bliver afsløret, når de til SPOT spiller offentligt for første gang.