International glæde over SPOT
SPOT Festivalen er ovre, og reaktionerne fra festivalens internationale gæster har været entydig. Der var glæde over festivalen, og bred enighed om at musikken igen holdt et meget højt niveau. Mens den kommende tid vil afsløre de første pressereaktioner er her de første kommentarer givet på festivalen.
Det er min første gang på SPOT, og det er fedt at være her. Jeg møder bands, bookere, festivalfolk og managere, hører ny musik og får i det hele taget et glimrende billede af hvor dansk og skandinavisk musik er lige nu. I går aftes så jeg Iceage for første gang – alle taler om dem i USA lige nu. Det er fantastisk at se et band som dem på hjemmebane første gang i stedet for i New York. Jeg glæder mig helt vildt til When Saints Go Machine, hvis sidste album er fantastisk smukt . Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der lyder helt som dem. Og så så jeg Helsinki Poetry, som måske ikke er min stil musikalsk set, men som så ud som om de var født til at stå på et stadion og spille. Det er i det hele taget kendetegnende for kunstnerne jeg har set. De er måske nok lokale, men de holder et globalt niveau.
Ralph Christoph, c/o Pop Festival, Köln (DE)
- Det har været mit første besøg på SPOT, men når jeg sammenligner med andre showcase-festivaler må jeg give karakteren 10 ud af 10. Alt passer godt sammen. Scenerne, kommunikationen - det hele. På forhånd kendte jeg vel kun tre-fire bands fra dette års festival - Kiss Kiss Kiss og WhoMadeWho - som begge har besøgt/skal besøge vores festival - samt Cody og Alcoholic Faith Mission. Men her har jeg oplevet Vinnie Who, som virkelig vil kunne gøre sig i kölner-club-scenen - de var really thight. De skabte en virkelig stor vibe, og var vel egentlig meget udanske...!? Og så Treefight For Sunlight, som var westcoast-pop og fed sangskrivning med stort potentiale. Desuden var samarbejdet mellem Akiri og kinesiske B6 spændende - i det hel taget var InterSPOT-ideen rigtigt spændende.
Det er mit andet år på SPOT, men jeg har været mange år på Roskilde Festivalen, og jeg har altid interesseret i dansk og skandinavisk musik. I mine radioprogrammer sætter jeg fokus på musik heroppefra og derfor er det fedt at være her.
Skandinavisk musik er et par år foran musik i f.eks. Holland og er sjældent bare en kopi af noget andet, men har altid en egen vibe, især når det gælder de danske og islandske bands. En kunstner som Agnes Obel er ved at blive stor i Holland nu – netop fordi hun har en særlig mørk og melankolsk klang. En anden forskel er, at det virker som om det er mere okay at eksperimentere på den danske musikscene og publikum er ikke så bange for det. Det virker i det hele taget som om bands her er bedre til at udvikle deres sound end i Holland.
SPOT er hyggelig, holder høj kvalitet og er spændende at gå rundt på, fordi man hele tiden kan gå ind i et nyt rum og høre musik man ikke kender. Det er fedt!
Jeg var her også for to år siden og må bare sige, at SPOT er en af de bedst organiserede festivaler jeg har været til. Alt er inden for gåafstand, og størrelsen på festivalen betyder også, at du har lettere ved at lave nye business-connections i modsætning til de større showcase festivaler, hvor du kun lige har tid til at sige goddag.
Danmark er et lille land, men der er bare så meget fed musik. En egentlig grund kan jeg ikke give dig, bortset fra at jeres måde at støtte musikken på. Den er jeg imponeret af, og den gør mig misundelig. Årets navne? For mig var det Treefight For Sunlight, som har sans for god melodi og pop – men som også er vilde. Og så har både The Migrant og Cody imponeret mig.
Det er min femte eller sjette SPOT Festival, og jeg må sige at det er den bedste festival, af dem jeg regelmæssigt besøger. Det bedste er, at jeg ikke har hørt det meste af musikken, som SPOT præsenterer, samtidig med at bundniveauet er blevet højere. Der er flere forskellige stilarter – ja, jeg føjer programmet er mere blandet i år.
Det bedste i år? Norske Honnngbarna, færøske Budam, svenske Jenny Wilson – og så Figurines og F.U.K.T. – som var ren live drum’n’bass. Alt i alt har det været min hidtil bedste SPOT Festival.
Min favorit så langt har været Vinnie Who på grund af den disco-inspirerede sound. Der har også været gode koncerter med blandt andet 4 Guys From The Future, Figurines og F.U.K.T., som spillede på det helt rigtige tidspunkt med deres dubstep-agtige ting. Jeg var desuden meget imponeret af den energi, der var hos Honningbarna – og det samme med PowerSolo.
Programmet er meget kompakt, men her er en fantastisk energi, masser af cool mennesker og det er en dejlig by. Jeg er her for fjerde gang og jeg elsker at komme her.
Det har været en fantastisk førstegangs-oplevelse. Jeg kan lide størrelsen af festivalen, scenerne ligger tæt på hinanden, lyden er glimrende og så er jeg specielt imponeret over forholdene i Musikhuset Aarhus.
Festivalen er god, fordi det ikke er svært er finde folk – og så har jeg lært meget om dansk musik mens jeg har været her. I forvejen har vi signet When Saints Go Machine, og i det hele taget virker det som om der er en edge til musikken og til Danmark. Copenhagen er hot, I har verdens bedste spiseted, I har god musik, I har mode.
Mine yndlingsbands ved festivalen var Treefight for Sunlight – det var koldt da jeg så dem, men de gav mig en varm fornemmelse. Og så var det sjovt at se dem på deres hjemmebane, hvor folk kender hvert et ord – reaktionerne var klar anderledes end da jeg så dem sidst. Og så var jeg vild med Iceage: Total-støjende fantastisk. 80’er uk-punk-indstilling I-Don’t-really-Care. Skønt.
Det har været min første SPOT-oplevelse, men den har været spændende. Både City Clash i torsdags med 40 bands i en gade som var sjovt – og så selve festivalen, som virkelig har været god. Alt ligger så tæt på hinanden, og rammen er perfekt.
Dansk og nordisk musik har fået større ørenlyd i England. Det er som om man anerkender, at der også kommer god musik fra jeres lande. Og det er ikke kun en trend. Det er en festival som denne også med til at understrege. Treefight for Sunlight var virkelig exiting. De var sjove – og alligevel helt seriøse omkring deres musik. Men i det hele aget har jeg ikke set noget, jeg syntes var dårligt.
Når man har besøgt festivalen flere gange som jeg har, er det interessant at se hvordan musikken skifter udtryk. I år har det været meget poppet. Ikke på den gamle Top 30-måde – mere den måde hvor grupperne brguer poppen på en selvstændig måde. Den kategori hører både Oh Land, Fallulah og Treefight For Sunlight til i.
Det er en fornemmelse omkring dansk musik, som jeg har grundet over i et stykke tid, og her på SPOT fik jeg altså sat ord på det. Lige som jeg også er kommet til den konklusion i sammenligningen mellem dansk og svensk musik, at dansk musik mindre lineær og mere kantet. Store oplevelser denne gang har været Vinnie Who, Hymns From Nineveh, Helsinki Poetry, Oh Land, Just A Number, Kira Skov – og så åbningskoncerten i kirken med Our Broken Garden var en meget stor og meget speciel oplevelse.
Som altid er rammen superb – scenerne fungerer godt, selv om grupperne i teltene havde det sværere i år på grund af kulden. Og så synes jeg også publikum udvikler sig: jeg har en fornemmelse af en større kollektiv følelse – en fælles fornemmelse af at dansk musik vitterligt har kvaliter. En større selvtillid og tro på egen formåen. Forslag til ændringer? Måske skal programmes strækkes ud over tre dage – der er så meget musik på en gang og fornemmelsen af at man går glip af en masse.
- Jeg tager til en del festivaler i Europa og SPOT Festival er en af mine klare favoritter. På grund af udvalget af koncerter og den høje kvalitet af danske bands. Det er artistisk interessant at være her og samtidig har hele festivalen et tydeligt fokus på musikken i alle delene - også seminarerne og møderne. Vi henter meget inspiration til Tallinn Music Week, siger Helen Seldna, der blandt andet er booker på festivaeln.
Klaus Fiehe, musikjournalist, 1 LIVE RADIO (DE)
Det var min fjerde SPOT Festival i træk, og det jeg virkelig sætter pris på er den overvældende og intense kommunikation med så mange og så forskellige folk. Lad mig give et eksempel: I år havde jeg fine samataler med Oh Land og Jenny Wilson uden at have en interview-aftale på forhånd. Det skete bare – vi løb ind i hinanden. Folk generelt er meget imødekommende.
Når jeg taler med andre og prøver at beskrive SPOT, så sammenligner jeg det nogengange med Eurosonic/Groningen. Men SPOT er mere intim, mere intens. Området er fremragende med kort afstand til alt, og jeg så vel 35 koncerter denne gang plus - 2-3 seminarer.
Mine favortitter i 2011: Jenny Wilson var fantastisk. For at være ærlig har jeg ikke oplevet sådan et show i årevis. Derefter kom – i tilfældig rækkefølge - Treefight For Sunlight, JJ (fantastiske !!!) Rangleklods, Vinnie Who, Oh Land, de gale finner i K-X-P and Siinai (gosh! Sikke en fantastisk støj). Og så det meget, meget unge Aarhus-band Waldo & Marsha. De har ikke udgivet noget endnu – typisk for SPOT!
Paul Cheetham, booker, Popkomm (DE)
SPOT Festival går fra success til succes. Glimrende organisation, fine omgivelser og endnu en gang et meget interessant musikprogram. Der er helt sikkert navne her, som jeg gerne vil lave aftale med.
Andy Malt, musikjournalist, CMU (UK)
Det har var mit første besøg på SPOT og jeg er virkleig blevet inponeret over kvaliteten I den music jeg har oplevet. Åbningskoncerten i Århus Domkirke med Our Broken Garden var fantastisk, og jeg har oplevet så mange gode bands siden – nogle kendte jeg i forvejen, andre ikke. Dette har været en fantastisk mulighed for at opleve nye navne, og jeg vil tage tilbage til London med en hel masse at fortælle og skrive om.
