Clara og Katrine på SPOT: Billetten er tjent ind!
Danish(DK)English (United Kingdom)French (Fr)
L�rdag | 28/05-2011 | Af Lisa Ryberg Pedersen

Clara og Katrine på SPOT: Billetten er tjent ind!

Clara og Katrine droppede alle planer. Foto: Allan Henriksen.
Clara og Katrine droppede alle planer. Foto: Allan Henriksen.
De mange planer blev skrottet.

Da vi forlod vores københavnske debutanter sidst, stilede de mod indie-darlingen Jenny Wilson, men som det ofte sker på festivaler, valgte de at gå andre veje. Clara Lucie og Katrine Sander havde de første indtryk på plads, da mørket sænkede sig over SPOT fredag aften.

Clara og Katrine droppede Jenny Wilson til fordel for 4 Guys From The Future, og de havde også mange planer efterfølgende, men tingene gik ikke lige som planlagt.

- Vi kan ikke rigtigt huske, hvad planen var, men vi blev i hvert fald hevet med på Voxhall i stedet. I det hele taget har vi ikke fulgt en eneste af de planer, vi har haft, siger Clara.

Mystik og højdepunkter
Pigerne befandt sig pludselig til den mystikomgærdede koncert med Just A Number 05272011. Rygterne gik i salen. Var det mon Jack White med backing? Eller hende fra Fever Ray? Bandet viste sig at hedde Fifty Foot Spiders, og der var ikke mange, der kunne nikke genkendende til dem, men det var lige meget.

- Man blev bare blæst væk. Vi var helt overvældede. Det var helt sindssygt, at man ikke anede, hvilken lyd, man nu skulle forvente, siger Clara.

- Vi var overhovedet ikke skuffede over, at det ikke var hende fra Fever Ray, tilføjer Katrine.

Vinnie Who spillede op til dans i Ridehuset, og Katrine og Clara nåede en enkelt diskodans, inden de hastede videre. De skulle skynde sig for at nå Oh Land, der også skulle vise sig at blive et af aftenens højdepunkter, selvom de ikke er vilde med at indrømme det.

- Altså, det er jo lidt sådan, at enten er man Fallulah eller Oh Land, og vi har måske mest været til Fallulah. Måske blev vi lige trukket over på the dark side her til aften, siger Clara.

Det jyske feel og publikumsdemokrati
Ud over musikken har Katrine og Clara glædet sig over det, de vælger at kalde ’det jyske feel’. På SPOT er der ingen krukker, som de siger, og den afslappede stemning er med til at gøre den lange togtur værd.

- Alle kunstnerne virker også virkelig til at føle sig hjemme her. Det er som om, de virkelig gerne vil spille her, siger Clara.

- Og publikum gør jo fuldstændig som det passer dem, og det er meget fedt, selvom det kan virke lidt nådesløst mod musikerne, tilføjer Katrine

- Ja, men det er meget fedt, at man ikke er fyldt med den der ærefrygt, man sommetider fornemmer til koncerter. Der eksisterer et publikumsdemokrati. Hvis man ikke kan lide det, man hører, kan man gå hen og høre noget andet, siger Clara.

Vores SPOT-debutanter nåede en hel del allerede på deres første dag, og inden de drog videre mod Treefight For Sunlight, Orka og Figurines fik vi endnu engang gentaget, hvad man nærmest kan kalde deres SPOT-mantra.

- Vi vil bare have flere uforudsigeligheder. Nu vi bare lade os rive med af Jylland, siger de med et smil.

SPOT ON DENMARK