ANMELDELSE: CODY: Spot Festival, Archauz, Aarhus
Syvmands-orkestret blev rost til skyerne på sidste års Spot-festival. Nu gør de det igen.
Allerede længe inden aftenens Spot-koncert med CODY var køen foran Archaus så lang, at en af Musikhusets store sale havde været mere passende, hvis alle skulle have haft mulighed for at høre med. Sådan var det imidlertid ikke, og kun de forreste, der havde ventet længst, fik plads på den relativt lille tribune foran Archaus' scene.
Sidste år leverede CODY i Musikhusets Store Sal ifølge både anmeldere og publikum en af Spot-festivals bedste koncerter, og bandet hev blandt andet tre 6-ud-af-6-stjernede anmeldelser hjem. I år havde de syv bandmedlemmer i stedet valgt at spille en mere intim koncert, hvor de i øvrigt løftede sløret for et par af sangene på deres kommende album.
Unik americana-folk
Med scenen badet i rødt lys lagde CODY ud med et af deres nye numre, singlen "Under The Elms", hvor Kaspar Kaae med sin melankolske, fyldige stemme akkompagneret af sin guitar åbnede koncerten. En efter en trådte resten af musikerne til. Bas, trommer, cello, violin, kor. Gennemført.
Netop sammensætningen af instrumenter med alt fra cello og violin til pedal steel og banjo blandet med mere traditionelle instrumenter som guitar, trommer og bas er sammen med frontmand Kaspar Kaaes vokal det, der gør CODY's americana-folk så unik. Og så er Kaspar Kaaes stemme i øvrigt så kraftfuld, at man knap kan tro, at den kommer fra en så spinkel mand.
Ærligt og sårbart
Nummeret "Under The Pillow" spillede gruppen på udelukkende akustiske instrumenter med undtagelse af en enkelt elektrisk guitar. Et setup, der på bedste vis fremhævede den ærlighed og sårbarhed, der gjorde, at stemningen blandt både musikere og publikum var mere end normalt afslappet. Midt i koncerten smed guitarist David Fjeldstrup eksempelvis skoene, og under en banjosolo i "Another Year" løb Kaspar Kaae med guitar og det hele op ad trappen blandt publikum. Bare lige for at høre, hvordan det nu lød.
Det lød rigtig godt. Netop "Another Year" udmærkede sig blandt aftenens numre. Først indledt med lidt guitar-fingerspil, Kaspar Kaaes sang og tilbagetrukne trommer for så at bevæge sig over i at inkludere samtlige instrumenter med masser af trommer og et samlet publikum, der klappede i takt.
Ud over lidt problemer med lyden i begyndelsen af koncerten, er der ikke mange fingre at sætte på CODY's optræden i aften. Det musikalske håndværk var af så høj kvalitet, at man ikke kunne andet end at lade sig omslutte af CODY's univers.
5/6