ANMELDELSE: Silja : Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal
Danish(DK)English (United Kingdom)French (Fr)
Torsdag | 26/05-2011 | Af Simon Mikdal Andersen/Gaffa

ANMELDELSE: Silja : Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Landeplagealarmen har lydt, men i lidt for kort tid

Silja er et af de nye og friske pust på den danske musikscene med sin blanding af både reggae, dancehall, electronica, viser, rap og ikke mindst pop. På Spot Festival præsenteres hun af sit pladeselskab Copenhagen Records som en del af deres miniseminar Copenhagen Beta. Inden Silja overtager scenen vises der en promotion-video for pladeselskabets nye internetkanal efterfulgt af optrædener fra sangskriveren og vokaltalentet Sarah West og den purunge, men yderst kompetente trio Öberg. Effekten er som at blive serveret en masse forskellige pindemadder, der giver en lyst til et helt måltid.

I den seneste tid har der været en smule hype omkring Silja, der ud fra de første singler fra debutalbummet "Cirkusprinsesse" kan ses som del af en tendens, hvor mange mandlige artister i stigende grad bliver blødere at høre på og kvinderne hårdere. Dette vel at mærke når kvindernes emner omhandler mænd. Åbningsnummeret, der er hendes plades titelnummer, er dog ikke i den hårde boldgade, men en ærlig udlægning af at være ensom som klassens klovn.

Det er dog når Silja går til stålet at hun er bedst, og det understreger hun med sin eksplosive levering af "Sokratæsk". Det er tydeligt at se, at hun har krudt i røven og en del energi, som hun skal ud med på scenen. Hun uddeler verbale håndmadder mens der hoppes og spjættes. Til de hurtige numre kunne man godt have brugt en mindre steril lyssætning og et andet venue, hvor publikum ikke er naglet fast i komfortable sæder, men har plads til at danse og gå amok.

Efter hendes seneste single "Undskyld Pernille" er fremført, skrues tempoet endnu engang ned, og Silja slutter af med en stille vise på svensk. Overgangene mellem rap og sang fungerer gnidningsfrit, men fire numre er simpelthen for lidt til at kunne kalde det en decideret koncert. Dog tilslutter Silja sig denne eftermiddag i Aarhus flokken af kvindelige kunstnere, som både udstråler evner og rygrad på den dansksprogede musikscene. Det fængende hitpotentiale er ikke til at tage fejl af.

SPOT ON DENMARK