ANMELDELSE: Essence
Danish(DK)English (United Kingdom)French (Fr)
Fredag | 27/05-2011 | Af Rebecca Thuesen/GAFFA

ANMELDELSE: Essence

Charme, selvtillid og et par lange hår

De fire unge aalborggensere, der danner Essence, har en begivenhedsrig sommer foran sig: De skal både på Europa-turné, som opvarmere for polske Vader, og en tur forbi Dyrskuepladsen i Roskilde, men de er endnu ikke blevet for fine til en fremvisning på Spot Festival. Der er ikke et overvældende udvalg af metal på dette års program, så for os, der er til den ende af rock-skalaen, er denne koncert et must.

For de, der ikke kender Essence, kan jeg oplyse, at genren er thrash metal af den klassiske 80'er-skuffe. Tempoet er ikke særlig hurtigt, men bestemt heller ikke nede i sludge-niveau, og energien er til at tage og føle på. Drengene er godt tilpasse på den lille scene i Filur, men man kan godt mærke, at der mangler en vis rutine i deres samspil. Især i starten er der lidt knas, når de typiske temposkift skal passes ind, men efter et par numre, synes rytmesektionen at finde hinanden.

Lidt mere personlighed, tak

Sættet varer de sædvanlige syv numre, og frontmand Skov fører sig frem med charme og afvæbnende selvironi, der passer fint til det lille publikum. Stemmen holder fint koncerten igennem, og især bassisten Nefer får vist, at Essence også kan bære den mere komplekse ende af thrash-genren, med de persiske undertoner, der kendetegner nummeret "Lost In Violence".

Det er ikke fordi, jeg skal rynke på næsen af deres inspirationskilder, der klart indbefatter eksempelvis Sodom, men jeg mangler lidt mere personlighed. Der er klar rygrad, der er klar kompetence, men når man sætter sig på thrash-metal, er man nødt til at tilføje noget ekstra. Det der gør, at man, når man sidder på en bar og hører musik, indenfor et minut kan sige "Det er Essence, vi hører nu". Det ville jeg nok ikke kunne, med det materiale, jeg hører i aften. Det er god musik, men lige bortset fra føromtalte "Lost In Violence", og muligvis det fine nummer "Blood Culture", ville jeg nok have problemer, med at genkende Essence.

Med tiden vil jeg tro, at drengene kan udvikle sig, og få en mere klar signatur, og det glæder jeg mig til. De er værd at høre nu, men om et år eller to, vil jeg tro, at de for alvor træder ud af Sodoms og Exodus' skygge.

4/6

Skrevet af Rebecca Thuesen/GAFFA

SPOT ON DENMARK