Tid til varme, eftertanke og fællesskab - SPOT Festival starter i Århus Domkirke
SPOT Festival 2011 åbner med special-koncert i Århus Domkirke med Our Broken Garden – bl.a. i samarbejde med musikeren og arrangøren Gustaf Ljunggren
Varme stemninger. Tålmod. Rolig puls. Tid til eftertanke, refleksion og fællesskab.
SPOT Festival sætter bevidst tempoet helt ned, når 2011-udgavens allerførste toner slås an. Det sker i Århus Domkirke torsdag 26. maj kl. 17.30, hvor Anna Brønsted og hendes Our Broken Garden i samarbejde med den svenske musiker og arrangør Gustaf Ljunggren præsenterer en koncert af en lille times varighed.
Det bliver med et program syet specielt til det store kirkerum. Dels med numre fra Our Broken Gardens repertoire – dels fra Gustaf Ljunggrens. Men de omarrangeres til lejligheden af Gustaf Ljunggren og Our Broken Garden-guitaristen Søren Bigum for at imødekomme det store rum, hvor bastant rytmik og metalliske klange ville slå sig mod hvælvingerne. I stedet har koncertens musikalske vært Anna Brønsted allieret sig med to strygere, harpe, kor-sanger og altså Ljunggren og Bigum for at skabe en musik, der indstiller sig på og udvikler sig fra den akustik Domkirken har.
- Jeg fik opfordringen til at lave koncerten af SPOT Festivalens leder Gunnar Madsen, og jeg tror det er ud fra et fælles behov for – for en stund – at sætte tempoet ned og prøve at fokusere på det musik oprindeligt har stået for: Fællesskab og samhørighed – følelser jeg også altid har forbundet med at være i kirke, siger Anna Brønsted.
- Der bliver jo masser af musik, show, farver og fest under den øvrige del af åbningsaftenen og de to efterfølgende dages festival. Den del er Our Broken Garden også med i – og det glæder vi os vildt til! Men i kirken vil jeg gerne fokusere på roen, det smukke og drømmende. Spille musik hvor man har tid til at komme i kontakt med sine egne følelser.
Musik handler mere om at samle end at splitte
- Egentlig handler musik jo om at være sammen. Jeg synes meget af tidens musikalske udtryk er drejet hen på, at man SKAL være forskellig. Man SKAL adskille sig, fjerne sig fra hinanden – og det fordrejer let fokus: For alle mennesker er jo unikke, og noget særligt i sig selv. Alene dér adskiller vi os fra hinanden. Jeg vil gerne gå den anden vej, for jeg synes egentlig musik handler mere om at samle end at splitte, siger Anna Brønsted.
Tag ikke fejl. Anna Brønsted vil også gerne opleve det store spektakulære show. Indpakning ér vigtig, men man skal passe på at lyden, lyset, tøjet m.v. ikke bliver overfokuseret: ”For så farer man vild”. Tværtimod mener hun, at de allerstørste oplevelser kommer, når man har skrællet alle lagene af og er helt tæt på kunstneren:
- Når man kan føle, de blotter sig. Når de står frem fuldstændigt ærlige. Dét giver en helt speciel kontakt. Det bygger bro til noget der ligger dybere i mennesket. Man kan tydeligt mærke den helt specielle følelse, det giver mellem musikeren og publikum. Jeg har selv mærket det. Både som tilskuer til koncerter – men også oppe på scenen. Det er dén fornemmelse og dét samspil, der gør en koncert til noget helt unikt, når den lykkes. Noget man ikke kan opleve andre steder, siger Anna Brønsted.
Anna Brønsted fortæller, at det også var sådan hun fik øje på Our Broken Gardens kompagnon ved koncerten i Domkirken, Gustaf Ljunggren: - Det var ved Copenhagen Jazzfestival – længe inden han blev kendt fra ”Det nye Talkshow” og alt det andet. Han sad bare der alene med sin lap-steel-guitar, og fyldte rummet helt . Det var helt specielt og rørte virkelig noget i mig – og alle i lokalet, fornemmede jeg. Og jeg og Søren har haft lyst til at arbejde sammen med ham lige siden.
International anmelderfavorit
Anna Brønsted er nu også ret god til selv at skabe stemninger. Også af den slags der kan forstås over landegrænserne. Hun og Our Broken Garden har nu udgivet to albums på det prestigefyldte indieselskab Bella Union i hele Europa og Australien. Og til store anmelder-roser – specielt den toneangivende engelske musikpresse har belønnet Our Broken Garden og Anna Brønsteds sange med stjernegavmilde anmeldelser.
Hvordan Bella Union-aftalen kom i hus? Jo, Anna synes selv at hendes musik passede godt til selskabets profil og kontaktede bossen Simon Raymonde via MySpace. Længere er den sådan set ikke.
Det var i 2008, hvor hun var med på Efterklangs flittigt turnerende live-hold, men hvor de personlige kompositioner trængte sig på. Siden har hun samarbejdet med Kira Skovs Ghost Riders samt Lise Westzynthius, og hun har også ”to-par-projektet ” The Sad Lovers kørende med Sara Saxild, hvor de to kvindelige musikere med tiden hver har inddraget deres kærester guitaristerne Søren Bigum og Oliver Hoiness i projektet. Her er et debut-album også under forberedelse.
Men Our Broken Garden er prioriteten lige nu:
- Vi var en del ude at spille i forbindelse med udgivelsen sidste efterår. I april var vi med ved Les Femmes s'en Melent-festivalen i Frankrig. Og til sommer skal vi spille ved to britiske festivaler, Green Man i Wales og Bestival på Isle of Wight.
- Og så glæder jeg mig bare til snart at indspille vores tredje album, vi har masser af numre, siger sangeren, pianisten og komponisten, som ser det som et stort cadeau at blive sat i spidsen for åbningsaftenen - og dermed kunne fordybe sig i sin evne til at lave billed- og stemningsskabende musik.
Teater og filmmusik burde ligge lige for som næste trin i udviklingen. Er hun interesseret?
- Ja. Mon ikke!
NB: DER ER IKKE FLERE BILETTER TIL KONCERTEN
- - -
Der er gratis adgang til koncerten, men på grund af den begrænsede kapacitet kun med forhåndssikret billet. Den sikres som følger:
Send en mail til kirkekoncert@spotfestival.dk
Skriv navn og telefon-nummer på de – maksimum – to personer, der ønsker adgang.
Billetter udstedes efter først-til-mølle-princippet.
Koncertstart: Torsdag 26. maj kl. 17.30. Dørene åbnes kl. 17.00.
Kom i god tid. Der lukkes ikke tilskuere ind efter koncertstart.
Yderligere information: 86 12 84 44