- Det er en snoet vej at blive til noget
Interview med Niels Skousen – en nestor spiller og fortæller på SPOT
Når 67-årige Niels Skousen går på scenen til SPOT, bliver han den ældste og mest erfarne kunstner, der nogen sinde har optrådt til festivalen. Og det er da også i denne ånd, at han som en nestor under koncerten vil fortælle om sin lange karriere og svare på spørgsmål fra publikum.
Skousen er en veteran inden for dansk rock. Han har været aktiv siden 1964 og udgav sin første lp ”Herfra hvor vi står” med Peter Ingemann i 1971. Her var han med til at forme dansk rock og lagde kimen til de næste 40 års rockhistorie herhjemme. Pladen fejrer i år 40 års-jubilæum og er for nyligt blevet genudgivet. I 2002 fik han et regulært comeback med ”Dobbeltsyn” og i dag oplever han en betydelig indie cred, som kun er de færreste i hans generation forundt.
Ingen skizofreni
Niels Skousens lange karriere har gjort ham populær i flere generationer, han forsøger at bygge bro imellem dem. Som han siger:
- Der er de gamle, som gerne vil høre det gamle - og så er der kommet nogle nye til, som måske godt kender det gamle, men er mere på det nye, siger han. Men Skousen understreger også, at det faktisk er uden betydning:
- Der er ingen forskel på "mig den nye" og "mig den gamle". Der er ingen skizofreni. Det er bare tiden der gik. Og jeg er glad for, at jeg fortsatte. Som en maler eller en forfatter skal man blive ved. Det giver en fantastisk fortælling. Man følger en person og et helt liv. Det synes jeg selv er interessant. Det er faktisk en pligt.
- Jeg lever jo stadig, og de gamle numre spiller jeg i nye versioner. Den uskyld der var, da jeg var18 år og skrev de første sange kan ikke reproduceres, men skal spilles i den ånd som jeg er i i dag. Så kan uskylden og friskheden komme tilbage, men på nutidens betingelser. Det handler om ikke at gentage sig selv og gro fast i gamle former. Det vigtigste er, at det er sprællevende!
Kæmpe talentmasse
Levende mener Skousen også at dansk musik er i disse år:
Dengang i 50’ernes rock og rul-dage var der i en enhver flække et copy-band. I dag spiller alle original musik og talentmassen er enorm. Og folk kan sgu spille!. Dengang jeg startede, spillede vi jo ad helvede til. I dag er de jo alle ekvilibrister.
Hvad glæder du dig til at høre på SPOT?
- Der er så mange danske navne og mange er rigtig gode. Men spørg ikke en gammel mand om navne. Jeg kan ikke huske, hvad de hedder.
Til musikerne, de håbefulde bands, alle med drømme om et liv med musikken, har Skousen kun et enkelt råd:
- Gør som I gør! Tro på det I selv synes om, og gør det i dybden. Det er en snoet vej at blive til noget.