Fra Hvidovre-world til skovreggae
Crossover-jazz, Hvidovre-world, mellemøstlig folkepop, skovreggae, avantgardepop og ny tonekunst. Også i år spiller SPOT på alle tænkelige tangenter.
SPOT er som bekendt meget mere end rockmusik, og også i år præsenterer festivalen alle tænkelige musikalske stilarter, hvilket de seks nedenstående nye afsløringer er bevis for.
Skovreggae
Lige så dybt man kan komme ind i de smålandske skove, lige så højt mod Caribiens sol befinder Fastpoholmen sig med deres unikke mix af broderlandets visesangtradition, reggae og calypso. Fætter/kusine-parret Adam og Dawn Fastholm er danske af oprindelse, men er tæt forbundet til Sverige. Den nordiske tone og melankoli fornægter sig ikke, men den får tilført en lethed og vuggende feel good stemning.
Crossover-jazz og avantgardepop
Hess Is More alias Mikkel Hess kom i alles ører med det fængende pophit ”Ssshhhh” i 2008, der med den ørehængende fløjtemelodi fangede et bredt publikums opmærksomhed. Og det siger lidt om Mikkels Hess’ musikalitet, at han kan få en instrumental popsang i radiorotation! Men han udfordrer også poppen, bruger småjazzede og avantgardistiske elementer og benytter sine virkemidler med uforlignelig fantasi.
Hos Girls in Airports har vi at gøre med crossover-jazz af bedste skuffe. To saxofoner udgør musikkens epicenter, og herudfra breder sig en både skæv og charmerende blanding af jazz, heftig afrobeat, nordisk melankoli og melodier med mellemøstlige strejf.
Egyptisk verdensstjerne og world fra Hvidovrevej
Crossover må man også sige, at danske Kynnes Kabale er. Bandet rummer fire nationaliteter og et utal af musikalske traditioner og kulturelle afsæt. Musikken lyder som et mix af Istanbul, Casablanca, Balkan og Hvidovrevej. Og teksterne handler om hverdagen i Danmark!
Også den herboende egyptiske sangerinde Fatma Zidan, der er en sand stjerne i sit hjemland, leverer genrebrydende mellemøstlig musik. Med sit mix af dance, pop, original folkemusik fra Mellemøsten og egne kompositioner nedbryder hun eventuelle fordomme om, at arabisk/tyrkisk inspireret musik hverken er lytte- eller dansevenlig.
Ny tonekunst
På årets SPOT kommer der også til at ske noget helt specielt. Det er faktisk en overraskelse og ikke engang pressegruppen ved, hvad der kommer til at ske, når SNYK præsenterer en Wundergrund-oplevelse for hele musikfamilien. Den er kreeret af en af den eksperimenterende musikscenes helt nye spændende profiler, Rasmus Zwicki, som ser frem til at præsentere SPOT for et klassisk stævnemøde imellem flere forskellige musikgenrer - alt kan ske.
* Hess Is More og Girls In Airports præsenteres i samarbejde JazzDanmark, Kynnes Kabale og Fatma Zidan i samarbejde med World Music Denmark og Rasmus Zwicki i samarbejde med SNYK.