Jenny Wilson på SPOT: - Jeg er stolt af den nordiske scene
Danish(DK)English (United Kingdom)French (Fr)
Tirsdag | 15/02-2011 | Af Henrik Friis

Jenny Wilson på SPOT: - Jeg er stolt af den nordiske scene




Jenny Wilson kommer til SPOT Festival. Selv kalder svenskeren sine nordiske kolleger ”fulde af innovation og selvtillid” i disse år, og kan godt forstå det vækker international interesse.

- - -

SPOT er ikke kun nyere dansk musik. SPOT vil også i år præsentere adskillige bud på spændende nordiske kunstnere. Og hvilken bedre repræsentant end Jenny Wilson, diva, popmagiker, indiepoppens ypperstepræstinde og hvad svenskeren nu ellers er blevet kaldt. Ud over innovativ, grænse- og genre-overskridende.

Mange af de betegnelser skynder Jenny Wilson sig at sende videre til den nordiske scene, vi oplever for tiden. Hvor ikke bare svenskerne og islændingene, men i de seneste år også musikere fra resten af de nordiske lande vækker international respekt og interesse.

- Jeg er virkelig stolt af den nordiske scene – den er virkelig meget exciting, meget karismatisk og spændende. Og når man hører alt det, der sker i disse år, kan man roligt sige, at vi i Norden har noget specielt at byde på – noget man ikke hører andre steder, siger Jenny Wilson og peger i flæng på Lykke Li, Frida Hyvönen og El Perro Del Mar som eksempler - bare fra sit eget land.

- Vi skal ikke ud at jage
Det med det nordiske er nu ikke noget hun decideret tænker på. Hverken som privatperson eller musiker:
- Men selvfølgelig præger det mig. Kulturelt. Socialt. Jeg føler mig som en moderne kvinde – selvsikker, forhåbentlig karismatisk og innovativ – og med lyst til at udforske. Altså et typisk nordisk menneske, som er præget af en god sikker, baggrund. Vi skal ikke slås for ret meget i tilværelsen – vi skal ikke ud at jage for at få noget at spise.  Vi kan koncentrere os om noget andet.

- Alt det er med til at vi i Norden lyder anderledes end musikken fra eksempelvis England. Vi har noget specielt at byde på. En anden kunstnerisk kvalitet – noget man ikke hører andre steder. Og den udvikling er yderligere blevet skubbet i den selvstændige retning af de store pladeselskabers krise, siger svenskeren:

Åbent musikalsk klima
- Den krise kan der både siges godt og skidt om. Men på en eller anden måde, har det også givet et mere åbent musikalsk og kunstnerisk klima. Folk udgiver det, de vil - de tager vare på sig selv. Tænker ikke så meget på hvad andre mener. Det kan altså også høres musikalsk, og alt det tror jeg er med til at skabe den musik, som nu har fået så stor internationale appel, siger Jenny Wilson, der føler sig som stjerne i Norden og som også har godt med hul igennem til flere internationale destinationer – f.eks. USA - men også har ambitioner om at opdyrke nye markeder:

– Bl.a. det engelske – faktisk er det helt latterligt, at jeg ikke udgives dér, siger hun bramfrit. – Men det sker forhåbentlig med mit næste deciderede studie-udspil, forudser hun.

Indtil da kan vi høre hende på SPOT – bl.a. med gospelkor og de gospelficerede udgaver af numrene fra ”Hardships”, som hun har arbejdet med siden sidste år. Dobbelt-albummet ”Blazing” er også på trapperne – dels med studieindspilninger af samarbejdet med Tensta Gospel Choir – dels med musikken til danseforestillingen ” I'm Not Looking Back”, som er lavet i samarbejde med Daniel Fagge Fagerström, og som også tog udgangspunkt i musikken fra ”Hardships”, men derefter tog helt andre drejninger….

SPOT ON DENMARK